Skal du have penge tilbage i skat?

Når årsopgørelserne bliver tilgængelige i marts, er det fast kutyme, at SKATs servere er ved at gå ned på grund af overbelastning. Men hvor kan du se, om du skal have penge tilbage i skat?  Hvornår bliver de udbetalt? Og hvad nu hvis du skal betale restskat, hvad sker der så? Og hvordan undgår du at få et skattesmæk næste år? Få overblikket her.

For de fleste danskere er spændingen næsten uudholdelig, når vi nærmer os marts måned. Gælder det også dig? Skal du betale restskat, eller får du penge tilbage i skat? Og hvad skal de bruges til? Måske en rejse? En ny telefon? Eller lidt selvforkælelse?

Hvor kan jeg se, om jeg skal have penge tilbage i skat?

For at få spænding udløst hurtigt, kan du gå ind på SKATs hjemmeside og logge ind på tastselv. Der kan du se din årsopgørelse fra sidste år. Og her kan du se, om du skal have penge tilbage i skat eller betale restskat. Og du kan også se hvor stort beløbet er.

Står beløbet med grønt, skal du have penge tilbage i skat. Står det med rødt, skal du betale. Så enkelt er det.

Hvornår får jeg penge tilbage i skat?

Hvis du er blandt de heldige danskere, der får et tilskud til ferien eller mobilen fra skattefar, så må du væbne dig med tålmodighed lidt  endnu. For vi skal hen i starten af april måned, før pengene bliver udbetalt til dig.

I 2018 sker udbetalingen af overskydende skat den 10. april.

Hvad hvis jeg skal betale skat?

Hvis du derimod er blandt de uheldige, der skal betale restskat, kan du lige så godt få tegnebogen op af lommen. 1. juli er seneste frist for indbetaling af restskat. Men betaler du inden da, slipper du for et rentetillæg på 3,7%. Det kan gøre en stor forskel, specielt hvis restskatten er et stort beløb.

Foretager du dig ikke noget inden 1. juli, vil din restskat automatisk blive indregnet i din skat for næste år, hvis beløbet er mindre end 19.600 kr. Det betyder, at der trækkes en tolvtedel af beløbet plus rentetillægget hver måned over din skat næste år.

Er restskatten højere end 19.600 kr. vil de 19.600 kr. + renter automatisk blive trukket over din skat næste år. Beløbet, der overstiger de 19.600 kr. fordeles i tre rater, og du får tilsendt tre girokort til betaling af de tre rater i august, september og oktober i år.

Undgå at betale penge tilbage i skat næste år

Restskat er en kedelig post, som de færreste forventer. Hvis du vil være sikker på at undgå den næste år, skal du igang med at tjekke din forskudsopgørelse med det samme og rette den til.

Jo hurtigere du får den rettet til med de rigtige oplysninger, jo mindre vil du mærke det hver måned, hvis du skal betale lidt mere. Forskudsopgørelsen finder du også under tastselv på SKATs hjemmeside.

Hvis du ikke er sikker på, hvordan den skal udfyldes, bør du måske overveje at få professionel skatterådgivning. På den måde kan du sikre dig, at din forskudsopgørelse er helt rigtig, og dermed slippe for at betale restskat næste år.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *